Her spiller de på overflødighedshorn

Det kan lyde som Nattens Dronning, der står et eller andet sted i det store hus og øver sine rasende koloratur-skalaer, det lyder som en enlig svale, der kvidrer sommeren ud, eller som symfoniorkestret, der bliver afbrudt af en af brødrene Price, der lige mangler lidt sprut til sovsen. Det lyder som nogen, der banker livet tilbage i et træt trommesæt, som vi voksnes lange, bange sange og alt muligt andet i et viltert vævemønster af lyd.

Men det er det ikke. Det er et stort åndernes hus, der er ved at vågne op og lave lyde. Det er sæsonen, der lige så stille er ved at blive løbet i gang igen på Kolding Musikskole.
 

Og det bliver en sæson med fuldt blæs på trompeten, skolen, der holder til huse i den for længst nedlagte kommuneskole Riis Toft, holder sig ikke inde på skolemåtten men er udfarende med et overflødighedshorn af tilbud til byen og dens opland.
 

Musikskolen, der netop har indledt et samarbejde med Berliner Philharmonikerne for at skabe endnu bedre musikere af Koldings råmateriale, står også for sociale kompetencer og for et udadvendt koncertliv.

 

Ude og hjemme
Det sociale udvikles under et intenst samvær i og uden for musikken, samspil på kryds og tværs, koncerter med medvirken af lærere og elever, opholdsrum, talentlejrskoler, sæsonstart-happenings og meget mere. Men koncerterne rækker længere ud end skolen og dens koncertsale – hvor borgerne dog også er velkomne – der gives således en lang række koncerter i midtbygaderne, på Trapholt, biblioteket og forskellige steder i oplandet. Store advents- og nytårskoncerter. Musikskolen er selvskreven til at medvirke, når Koldings kulturliv præsenterer sig med events i Skovparken i september. Overflødighedshornet trutter et brag af en festuge i gang i maj næste år, alene her gives omkring 100 koncerter, workshops og sambaoptog. Der tilbydes opsøgende arbejde i kommunens skoler, børnehaver og videregående uddannelser, og som noget nyt er musikskolen gået ind på teambuilding-markedet. Erhvervslivet og institutioner tilbydes skræddersyede kurser med musikalsk teambuilding, senest har 45 medarbejdere hos DONG Energy oplevet fællesskab, vrikkende hofter og nakkehår der rejste sig på et sådant kursus i musikskolens regi.

 

Verdens bedste?
"Verdens bedste musikskole" kalder de sig noget ubeskedent. Men noget er der om snakken, selv om det er et slogan.
 

"Det ville være meningsløst at tragte efter noget mindre end dét", siger lederen af Kolding Musikskole, Jens Bloch. "Man tager jo ikke med til OL, rækker en finger i vejret og siger "jeg vil gerne være nummer syv". Man går efter guldet.
 

"Kvaliteten af en musikskole er selvfølgelig sværere at måle end resultatet af et 100 meter løb, selv når der skal målfoto til. Men med en musikskole med meget højt musikalsk niveau, national og international anerkendelse, masser af sociale kompetencer og en vilje til at komme ud til alle borgerne, så har vi en musikskole, der sparker røv. Og det er vi stolte af", siger Jens Bloch, der naturligvis bærer den sorte T-shirt med musikskolens logo og teksten "Verdens bedste musikskole".

 

FAKTA

Kolding Musikskole er en af landets største med ca. 1700 elever, heraf måske 100 på eliteplan og
40 på vej til konservatorierne med en MGK-uddannelse i bagagen, undervist af omkring 60 musiklærere.

 

Det er 45. sæson på musikskolen, der hører under Kolding Kommune og dets budgetter og i øvrigt økonomisk bæres oppe sideløbende af en støtteforening og hjælp fra forskellige fonde.

Tekster og pdf-filer, som kan downloades.

Husk at angive Kolding Musikskole som kilde:

 

 

        

 

 

 

 

 

           Hent billeder under Billeder og logo

Mød os på Facebook, Youtube og Instagram

Kolding Musikskole, Riis Toft 12A, 6000 Kolding - Tlf.: 7979 1050 - musik@kolding.dk - EAN: 5798005337201 - CVR: 29 18 98 97

  • Facebook Social Icon
  • YouTube Social  Icon
  • Instagram Social Icon